Typiske misforståelser af selvskadende adfærd -Om at fastholde og genvinde sin evne til at mentalisere

Af Maja Nørgård Jacobsen og Natasa Zoric

Selvskadende adfærd vækker stærke følelser hos både familie, venner og professionelle omkring den person, der skader sig selv. Højintense følelser medføre mentaliseringssvigt (læs en kort definiiton på mentaliseringssvigt her). Både den unge selv, de professionelle, familiemedlemmer osv. kan opleve et mentaliseringssvigt. Når vores evne til at mentalisere svigter, har vi svært ved at forstå både vor egen og andres adfærd ud fra de følelser og tanker, der ligger bag adfærden. Det er grobund for misforståelser. I denne artikel ser vi nærmere på typiske misforståelser af selvskadende adfærd, og hvordan dette kan føre til fejlhåndtering af adfærden. Artiklen afsluttes med en øvelse i selvrefleksion, som du kan bruge for at blive mere bevidst om, hvornår du misforstår og dermed potentielt set bedre kan undgå at misforstå. Artiklen har særligt fokus på selvskadende adfærd hos unge.

 

”Hun vil bare have opmærksomhed” – pseudomentalisering

En 16-årig pige er anbragt udenfor hjemmet og bor på en døgninstitution. Hun har i løbet af det sidste halve år været på skadestue 51 gange med dybe sår på armene. Hun skærer i sig selv med knive, barberblade, ødelagte el-pærer, iturevne cd’er mm. På trods af personalets desperate forsøg på at gøre miljøet sikkert, lykkes det hende gang på gang at finde noget, hun kan skære sig med. I personalegruppen hersker gennemgående en opfattelse af, at pigens adfærd skyldes forsøg på at få opmærksomhed. Når personalemøder omhandler pigen, udtaler de mest dominerende stemmer i personalegruppen: “Hun vil bare have opmærksomhed”, “jeg ved, det er det, det handler om”, “når hun går med t-shirt, er det, fordi hun vil have, at vi skal lægge mærke til hendes sår og ar”.

Afledt af denne måde at forstå pigens adfærd på lægger man i personalegruppen følgende strategi for at håndtere pigens selvskadende adfærd: “Ignorer det”. Der er i personalegruppen enighed om, at pigen ikke skal have den opmærksomhed, som man antager, at hun søger, fordi det vil forstærke hendes adfærd: “Vi skal ikke pylre om hende”, “vaske hendes sår”, “”spørge til sårene” eller “holde om hende, når hun har skåret i sig og græder”. Personalegruppens opfattelse af pigens adfærd påvirker således måden, de vælger at håndtere adfærden på. Der opstår dog et dilemma i denne pædagogiske strategi, da pigen ofte skærer sig så dybt, at personalet bliver nødt til at undersøge sårene for at vurdere, om de skal køre på skadestuen eller ej. Det er ikke muligt for dem at ignorere pigens adfærd helt.

En dag bliver der ansat en ny pædagog på døgninstitutionen. Den nyansatte pædagog stiller sig undrende overfor den opfattelse af pigens adfærd, personalegruppen har: “Hvis det er opmærksomhed, hun søger, skal vi så ikke give hende det?”, “er I sikre på, at det kun handler om at få opmærksomhed? – Opmærksomhed kunne hun opnå på andre måder også”, “gad vide, hvad der foregår inde i hende, lige inden hun skærer i sig selv?”, “kunne vi prøve at spørge hende?”. Den nyansatte pædagog ser med nysgerrige, ikke-vidende øjne på pigens adfærd. Med andre ord: den nytilkomne pædagog mentaliserer. Nogle i personalegruppen tager imod udfordringen og begynder at reflektere over pigens adfærd: “Tager vi fejl?”, “Kan der være andet på spil her?”. Via fælles sparring og refleksion kommer det frem, at flere i personalegruppen føler sig magtesløse og er bange for, at pigen en dag vil begå selvmord i deres varetægt. De er desperate og meget ængstelige, når de er sammen med pigen. Deres følelser er ofte så intense, at deres evne til at mentalisere i forhold til pigen er væsentligt forringet. De kommer i stedet til at pseudomentalisere.

Pseudomentalisering er en form for ikke-mentalisering, der vedrører at have skråsikre forestillinger om, hvilke følelser eller tanker en anden person har (Fonagy & Allison, 2012). Når man pseudomentaliserer, har man mistet erkendelsen af, at følelser og tanker er ugennemsigtige, og at sind er adskilte – at man kan ikke se dem, og dermed heller ikke være helt sikker på, hvad andre føler eller tænker.

Vi kan alle komme til at psedomentalisere. Særligt når vi er følelsesmæssigt pressede, er der risiko for psudomentalisering. Det kan f.eks. være i mødet med en ung person med selvskadende adfærd. I ovenstående case består pseudomentaliseringen i, at personalegruppen er forsikrede om, at pigens adfærd skyldes forsøg på at få opmærksomhed. Personalegruppen tillægger pigen en intention med upassende vished. De kan ikke være sikre på, at det forklarer adfærden, for de har ikke været nysgerrige på at forstå adfærden sammen med pigen. Man kan selv have oplevelsen af, at man mentaliserer, når man pseudomentaliserer, fordi man beskæftiger sig med, hvad der ligger bag adfærden. Men mentaliseringen er præget af en tendens til at udtrykke vished uden at erkende den uvished, der er forbundet med at vide noget om en andens sind. Man kan være oprigtigt interesseret i at finde ud af, hvad en anden person føler og tænker, men man kan ikke vide det med fuldstændig sikkerhed.

Andre eksempler på pseudomentalisering af selvskadende adfærd er:

  • “Hun vil helt sikkert styre os med sin adfærd”
  • “Jeg ved, han manipulerer, det er derfor han gør det”
  • “Han er ligeglad med hvordan det påvirker os. Det er 100% sikkert”
  • “Hun vil kontrollere, ikke andet”
  • “Han provokerer. Jeg ved det. Han vil bare have en reaktion fra os. Det er det han vil opnå”
  • “Hun gør det af kedsomhed”

Der kan også forekomme pseudomentalisering mellem to professionelle, mellem familiemedlemmer eller det kan ske, at den unge pseudomentaliserer i forhold til sine omgivelser (“de kan ikke lide mig. De ville blive glade, hvis jeg døde.”). Hvad enten du er professionel eller familie til en ung person med selvskadende adfærd, er det vigtigt, at du er opmærksom på psudomentalisering – både hos dig selv og andre. En af udfordringerne ved at lægge mærke til, hvornår man selv pseudomentaliserer, er, at man i det øjeblik det sker, ofte vil være blind for sin egen pseudomentalisering. Det kræver derfor refleksion at finde ud af, hvornår man selv pseudomentaliserer. Øvelsen, der beskrives afslutningsvis i artiklen, kan være en hjælp hertil. Ligeledes kan I som kolleger og i familien hjælpe hinanden ved at lægge mærke til og reagere nænsomt og udforskende, når andre på arbejdspladsen/i familien pseudomentaliserer.

Første skridt er således at lægge mærke til pseudomentalisering, når det forekommer. Næste skridt er at reagere på det. Principper og værktøjer i den mentaliseringsbaserede tilgang kan bruges hertil (herunder øvelsen selvrefleksion, at bevare roen, mentaliseringstrappen, den mentaliserende indstilling). Mest optimalt er det, hvis du kontinuerligt bestræber dig på at afprøve din egen vished om, hvad den anden føler og tænker. Med andre ord -at have en mentaliserende indstilling. På den måde forebygger og undgår du at tillægge andre mentale tilstande, som de ikke nødvendigvis har.

Som casen i dette afsnit viser, har det stor betydning, hvordan de voksne opfatter den unges adfærd. De voksnes (professionelle såvel som familie) måde at forstå selvskadende adfærd på kommer til udtryk i mødet med den unge. Hvordan omgivelserne møder den unge, spiller en væsentlig rolle i den unges muligheder for at udvikle sig og i den unges selvopfattelse. I nedenstående afsnit ser vi nærmere på en anden udbredt misforståelse af selvskadende adfærd hos unge.

For store forventninger

Moderen til en ung fyr på 15 år føler sig lettet og opløftet efter, at hendes søn har deltaget i et intenst behandlingsforløb hos en privatpraktiserende psykolog. Sønnen virker gladere, mere udadvendt og har ikke skadet sig selv i godt en måned. Forinden var han flere gange kommet alvorligt til skade ved at slå hånden ind i vægge, døre og skabslåger. Desuden piller han i sin hud, så der kommer sår. Moren har deltaget i nogle af samtalerne hos psykologen, og sønnen har sammen med psykologen præsenteret hende for en kriseplan, som de lagde sidste hånd på sammen (læs evt. mere om kriseplan i bogen ”Mentaliseringskompetence –i professionel praksis med børn, unge og familier”). Moderen har fået fornyet håb og er forsikret om, at dagene med ødelagte køkkenskabe, de ubehagelige “forhør” fra familiemedlemmer og venner om sønnens adfærd og ture til lægen er ovre. Efter omkring en uge opdager moderen, at sønnen igen har sår på kroppen, og da hun konfronterer ham med, hvorfor han dog ikke har brugt sin kriseplan, slår han hånden hårdt ind i døren og går sin vej. Sønnen får voldsomme skyldfølelser og føler sig som en fiasko. Han oplever, at han fejler i alle livets forhold – han kan ikke engang overholde en plan. Han skuffer sin mor og får det endnu værre.

Dette er et eksempel på en mor, som har for store forventninger til forandringer i sønnens adfærd. Hun forventer, at sønnen vil få det godt, og at adfærden vil ophøre i forlængelse af behandlingen. Moderen forventer noget af sønnen, som han ikke er i stand til at indfri. Bag disse forventninger ligger drømme og håb for, at sønnen har det godt. Moderen overvældes af negative følelser, når sønnen igen skader sig selv. Måske bliver hun bange og føler sig magtesløs. Hun mister i situationen sin evne til at mentalisere. For at undgå denne og lignende situationer er det væsentligt som familiemedlem og professionel voksen kontinuerligt at være opmærksom på sine egne følelser og tanker omkring den unges adfærd. Du kan med fordel løbende reflektere ud fra følgende spørgsmål:

  • Hvad gør det ved mig?
  • Hvordan har jeg det med, at adfærden måske ikke ophører fra den ene dag til den anden på trods af en massiv indsats for at opnå dette?
  • Hvad kan jeg gøre for styre mine følelser og acceptere, at mit ønske om at hjælpe den unge her og nu måske kræver tålmodighed?
  • Hvordan kan jeg hjælpe den unge på bedste vis i den proces, det er at få det bedre?

I forlængelse heraf kunne det i eksemplet ovenfor desuden have været en hjælp for moderen at forberede sig selv på at skulle håndtere, at adfærden forekommer igen ved at spørge sig selv:

  • Hvad har min søn brug for, når det ikke lykkes på trods af, at vi har lavet en kriseplan?

Forslag til besvarelse af dette spørgsmål kunne evt. have indgået i kriseplanen. Derudover er det vigtigt, at forventninger afstemmes med alle involverede parter, når man laver en kriseplan. At lave en kriseplan er en proces og medfører måske ikke pludselige eller store forandringer i adfærden. Psykologen i casen har måske ikke gjort nok ud af dette – moderen er ihvertfald ikke indforstået med, at tilbagefald må forventes.

“Stop det!” - ikke-mentalisering

Når man er vidne til, at et ungt menneske gør skade på sig selv, kan man få en kraftig impuls og indskydelse til at ville stoppe adfærden øjeblikkeligt. Man kan føle, at man svigter den unge ved ikke at stoppe det, at man ikke er i stand til at passe på den unge, hvis man ikke får stoppet det, og at det er ubærligt at skulle være vidne til. Det er naturligt og på sin vis empatisk at ville mindske andre menneskers lidelse. Faren ved den stærke impuls til at handle på det er, at man kan komme til at handle på samme niveau, som den unge gør, når han/hun skader sig selv. Når den unge skader sig selv, er det en fysisk handling. Når den voksne forsøger at stoppe den unge fysisk, foregår det på samme niveau. Man kan sige, at den voksne ligesom den unge agerer i teleologisk modus ud fra devicen om “det er kun det fysiske, der tæller” (læs mere om denne form for mentaliseringssvigt her): “Det er kun, når jeg lykkes med fysisk at stoppe den unges adfærd, at jeg passer godt nok på den unge”. I teleologisk modus mentaliserer man ikke.

Problemet er, at adfærd på samme niveau, som den unge handler, ikke understøtter den unges udvikling, og dermed vil det ikke kunne afhjælpe de vanskeligheder, den unge har. Som bekendt er den ydre fysiske skade, som den unge påfører sig selv, ofte ikke den eneste smerte, som den unge oplever. Ved fysisk at hindre at den unge skader sig selv, stopper man måske den ydre fysiske smerte, men ikke nødvendigvis den indre smerte.

Som casen først i artiklen illustrerer, er det ikke engang altid muligt at hindre selv den fysiske smerte. På trods af ihærdige forsøg på at passe på pigen og gøre miljøet sikkert, finder pigen alligevel noget at skære i sig selv med. Det er en uholdbar strategi alene at forsøge at hindre den unges adfærd ved at tage fysiske og sikkerhedsmæssige tiltag. Selv hvis man lykkes med sådanne tiltag, er det usandsynligt, at det vil have varig effekt også på den unges forståelse af sig selv og andre mennesker. I nogle konkrete situationer kan det være relevant at gribe ind fysisk. Når den unge er til fare for sig selv, og man f.eks. ser, at den unge er ved at skære i sig selv eller banker hovedet ind i væggen. Som generel strategi eller måde at håndtere selvskadende adfærd på er det dog ikke gavnligt udelukkende at skærme, såsom at holde den unge fra lightere fordi han sniffer lightergas eller at overvåge den unge for at stoppe adfærden.

Bjørnetjenester

Nicolais forældre er blevet kontaktet af Nicolais lærere, som er bekymrede for hans faglige standpunkt, og om han vil kunne bestå folkeskolens afgangsprøve i dansk og matematik. Forældrene er nedslåede og ved ikke, hvad de skal stille op. De er bange for, at Nicolai vil få det endnu værre end, han allerede har, hvis de involverer ham i de voksnes bekymringer omkring hans faglige præstationer. De ser Nicolai som en meget skrøbelig dreng, der ikke kan holde til så meget. Nicolai ligger for det meste i sin seng under dynen, og han bider sig selv. Forældrene vælger at undlade at tale med ham om det og tager en beslutning sammen med lærerne om at udskyde eksamen til året efter. Generelt gør Nicolais forældre alt, hvad de kan for, at Nicolai ikke oplever noget ubehageligt. De prøver derfor på at styre Nicolais omgivelser, så han ikke oplever nederlag eller frustrationer. Lige fra små ting såsom at hans yndlingsprogram i TV stopper til at tilbageholde information om alvorlig sygdom i familien og lignende. De frygter en forværring i omfanget af hans selvskadende adfærd.    

Man kan sige, at Nicolais forældre kommer til at gøre Nicolai en bjørnetjeneste i deres forsøg på at skåne ham fra oplevelser og oplysninger, der kan være ubehagelige for ham. De fratager Nicolai mulighed for at have indflydelse på sit eget liv ved at holde ham udenfor. Han hverken involveres eller inddrages i sit eget liv. De voksne omkring ham tager beslutninger, der vedrører hans liv uden at tale med ham om det eller spørge ham, hvad han tænker og ønsker. Forældrenes omsorg for og til  Nicolai er misforstået. Forældrene handler med en intention om at hjælpe og beskytte Nicolai, men det kan have uheldige konsekvenser for Nicolai både på kort og længere sigt, at de er overbeskyttende og overkontrollerende. På trods af forældrenes forsøg på at beskytte Nicolai får han det ikke bedre, og hans selvskadende adfærd vedbliver. Der bliver ikke taget hånd om, hvad der ligger bag Nicolais adfærd. Når Nicolai bliver voksen, vil han ikke have meget erfaring med at mestre vanskelige og ubehagelige oplevelser, hvorfor han kan få endnu sværere ved at forholde sig til kommende krav omkring uddannelse, arbejdsgivere, partnere osv. Han er pakket så meget ind, at hans udfoldelsesmuligheder er begrænsede – han kan ikke kan ånde og udvikle sig.

Nicolai har sandsynligvis en række vanskeligheder, som forældrene prøver at tilpasse deres krav til ham ud fra. Det vil dog være muligt at inddrage Nicolai under hensyntagen til hans vanskeligheder i hans nærmeste zone for udvikling (Vygotsky, 1978). Det handler om at finde ud af, hvad Nicolai kan, at fremhæve hans ressourcer og “når det lykkes” og at tilpasse kravene til Nicolais aktuelle niveau på hvert enkelt område. Det er f.eks. muligt, at han er alderssvarende udviklet motorisk, men ikke følelsesmæssigt.

Zonen for nærmeste udvikling er at udfordre den unge i tilpas grad. Kravene må ikke være for store og ej heller for små. I Nicolais tilfælde er de krav, der stilles til ham, generelt for små. Omvendt sker det som beskrevet tidligere i kapitlet, at der til nogle unge stilles for store krav og forventningerne er for store. Det kan også være i forbindelse med fordømmelse af den unges selvskadende adfærd. I fordømmelsen af adfærden ligger en implicit forventning om, at den unge kan lade være med at skade sig selv, hvis han/hun vælger det. Adfærden ses som et valg den unge træffer: “Han kan bare holde op”, “hun har ansvar for sit eget liv” og lignende. Udelukkende at have fokus på adfærden er ikke hjælpsomt og ej heller mentaliserende.

Der findes også andre former for bjørnetjenester, som familiemedlemmer eller professionelle kan gøre i forhold til unge med selvskadende adfærd. Når familiemedlemmer eller professionelle undgår at forholde sig til det, der er svært og gør ondt, hjælper de ikke den unge. Samværet med den unge kan være en jagt på glæde og positive oplevelser og en fornægtelse af, at noget er galt: “Nu skal vi lave hyggelige og rare ting hele tiden, så den unge kan få det godt og trives”. Fokus fjernes fra den selvskadende adfærd og andre svære oplevelser for udelukkende at beskæftige sig med det, der fungerer og er godt: “Nu skal vi hygge os”, “er det ikke dejligt?”. Sidstnævnt spørgsmål er lukket. Den unge kan kun svare ja eller nej og spørgsmålet er desuden ledende. Et åbent spørgsmål ville være: “Hvordan har du det nu?”, “Hvad synes du om filmen? osv.” Åbne spørgsmål giver den unge en mere reel chance for at svare ud fra, hvad der foregår inde i ham/hende og ikke, hvad han/hun tror, den voksne vil høre.

Selvrefleksion understøtter mentalisering

Læreren til en 16-årig pige med selvskadende adfærd er godt og grundigt træt af pigens undvigende blikke, korte svar (oftest blot “ja” eller “nej”), talrige forældre- og netværksmøder og tildækkede krop om sommeren. Pigen dækker sin krop for at andre ikke skal bemærke ar på arme og ben. En dag bliver læreren grebet af sin arrigskab og siger til pigen, at nu må hun “tage sig sammen” og ”stoppe med det pjat”. Han fortæller pigen: “Det er for galt, at du behandler dig selv på denne måde og sætter andre i en situation, hvor vi hverken kan gøre fra eller til”. Ved sig selv tænker han, at det er forkert det, pigen gør.

Læreren i dette eksempel er overvældet af sine egne følelser, og hvad pigens adfærd gør ved ham og andre i pigens omgivelser. Han har svært ved at håndtere de voldsomme følelser af frustration, ængstelighed og magtesløshed, som pigens adfærd vækker i ham. Resultatet er, at han fordømmer pigen og pigens adfærd. Det forstyrrer og overskygger hans muligheder for at være nysgerrig på, hvorfor pigen skader sig selv. Det forstyrrer ham i at mentalisere. Som vi har set i artiklen, er det ikke usædvanligt, at man som familiemedlem eller pårørende kan være overvældet af egne følelser og misforstå den unges selvskadende adfærd. Dette afsnit indeholder en øvelse, som kan være med til at minimere misforståelser af den unges adfærd og fjerne fokus på, hvad det gør ved dig, når den unge skader sig selv. Det er afsæt for at kunne være nysgerrig på og forstå den unges adfærd.

Øvelsen handler om at reflektere over din måde at forstå og forholde dig til den unges selvskadende adfærd. Øvelsen kan laves alene eller sammen med en anden person, hvor I reflekterer sammen. Du bedes forholde dig til nedenstående spørgsmål. For at få mest muligt ud af øvelsen anbefaler vi, at du skriver dine tanker ned om de enkelte spørgsmål. Formålet med øvelsen er, at du begynder at forholde dig til de situationer, hvor du af den ene eller den anden grund kommer til at misforstå den unges adfærd. Som nævnt kan det ske for os alle, og det handler ikke om at du skal bebrejde dig selv, men derimod om at reflektere over, hvad der kendetegner de situationer, hvor det sker for dig. På den baggrund vil du være forberedt og bedre i stand til at handle anderledes.

  • Hvornår har du misforstået en ung persons selvskadende adfærd? Det kan bl.a. være ud fra de eksempler på misforståelse, der er beskrevet i kapitlet.
  • Hvad var det, der bevirkede, at du misforstod den unges adfærd? Måske havde du højintense følelser, måske var du meget træt, måske havde du haft en konflikt med din partner eller dine børn, som bevirkede, at du den dag havde en kort lunte, var frustreret mm.
  • Hvilken betydning havde det for den unge, at du misforstod adfærden?
  • Hvilken betydning havde det for samspillet mellem jer, at du misforstod adfærden?
  • Hvordan forstår du adfærden nu? Hvordan har din måde at forstå adfærden, ændret sig?
  • Hvad kunne du have gjort for bedre at være i stand til at håndtere situationen?

Afrunding - kort sagt om mentalisering og selvskade

Grundstenen i den mentaliseringsbaserede tilgang er at forstå sin egen og andres adfærd ud fra de mentale tilstande, der forklarer adfærden. Det handler om nysgerrighed, empati, udforskning og forståelse af sig selv, den anden og samspillet imellem os – samtlige aspekter med fokus på følelser, tanker, ønsker, behov, antagelser mm. Mentalisering indebærer, at vi forsøger at forstå, og når vi misforstår, bestræber vi os på at forstå misforståelsen (Bateman & Fonagy, 2007). At mentalisere er derfor med til både at forebygge og håndtere misforståelser. Du kan evt. læse mere om mentalisering her.

Litteratur

Bateman, A.W., & Fonagy, P.F. (2007). Mentaliseringsbaseret behandling af borderline personlighedsforstyrrelse. En praktisk guide. Akademisk Forlag.

Fonagy, P.F & E. Allison (2012): What is Mentalization? The Concept and its Foundations in Developmental Research. I Midgley, N. & I. Vrouva (red.): Mentalization-based Interventions with Children, Young People and their Families. Routledge.

Vygotsky, L.S. (1978): Mind in society: The development of higher psychological processes. Harvard University Press.

Flere artikler fra samme kategori
Indlæg om mentalisering
Mentalisering af dit barn –til forældre med interesse for mentalisering

Dette indlæg beskriver kort hvordan og hvornår, du som forælder, mentaliserer ift. dit barn. Der gives konkrete eksempler, og det begrundes, hvorfor mentalisering er så vigtigt. Endelig opfordres du til at lave en konkret øvelse, som skærper din opmærksomhed på dine egne og dit barns følelser.

Læs mere
Indlæg om mentalisering
Mentalisering til arbejdet med inklusion af børn med særlige behov i skolen

Mentalisering er et begreb, som aktuelt er meget populært i pædagogisk og social praksis. En mentaliserende tilgang kan bruges i dagtilbud for mindre børn for at facilitere børnenes udvikling og læring. Derudover understøtter tilgangen trivsel både hos børnene og de profesionelle. At de voksne mentaliserer, er grobunden for tryghed og tillid.

Læs mere
Indlæg om mentalisering
Mentalisering og ICS

Integrated Children´s System (ICS) er en metode, som oprindeligt blev udviklet i England med henblik på at optimere indsatser rettet mod udsatte børn og unge (særligt anbringelser af børn og unge udenfor hjemmet).

Læs mere
Indlæg om mentalisering
Mentaliseringsbaseret pædagogik

Mentaliseringsbaseret pædagogik kan anvendes i almene pædagogiske sammenhænge (såsom i daginstitutioner, fritidsklubber mv) med henblik på at optimere børnenes/de unges muligheder for udvikling og trivsel samt for at skabe et sundt arbejdsmiljø for personalet.

Læs mere
Indlæg om mentalisering
Mentalisering i behandling af skadelig alkohol- og stofbrug

I dette indlæg beskrives dele af baggrunden for at beskæftige sig med mentalisering i behandling af mennesker med et skadeligt forbrug af rusmidler.

Læs mere
Indlæg om mentalisering
Refleksiv funktion og evne til mentalisering – hvad er det?

I forbindelse med vurdering af mentaliseringsevne anvendes ordet refleksiv funktion. Af nogle bruges ordet refleksiv funktion synonymt med mentaliseringsevne.

Læs mere