Mentalisering

En kort teaser om mentalisering:

Peter på 10 år råber: “Hvad fanden rager det dig?”, da du spørger ham, hvad han laver. Det er tydeligt, at han ikke er i gang med det, han blev bedt om. Fatima på 4 år sidder ofte i hjørnet i børnehaven og er helt stille. Gustav på 16 år ryger hash om aftenen – nogle gange stikker han af. Christina på 13 skærer sig på kroppen. Lille Louis pjasker med vand på badeværelset i vuggestuen. Han skriger højt, når vandhanen slukkes. Ali svarer ikke, når man spørger ham, hvordan han har det. Nogle gange siger han: “Fint”, og som regel: “Jeg ved det ikke”.

Se forsimplet illustration af mentalisering her: Hjerneviseren

Hvordan forstår og opfatter du som professionel barnets adfærd i de nævnte situationer? Hvad føler du selv i situationen? Måske bliver du lettere irriteret eller vred. I nogle tilfælde bange og andre gange kan følelser af afmagt og utilstrækkelighed måske fylde. Hvordan reagerer du? I et mentaliseringsperspektiv er det nogle af de spørgsmål, som er centrale at stille sig selv og løbende være opmærksom på som professionel i arbejdet med udsatte børn og unge. At mentalisere understøtter direkte barnets muligheder for at udvikle sig, at lære og at trives.

 

For at opbygge og fastholde meningsfulde relationer til andre, må man bl.a. have udviklet evnen til mentalisering. Ligeledes må man kunne mentalisere for at have en sammenhængende selvoplevelse. Vanskeligheder med affektregulering og evne til mentalisering er typisk en væsentlig del af årsagerne til de symptomer og den adfærd, vi ser hos mennesker, der har det skidt og/eller behandler andre mennesker skidt. Evnen til mentalisering og affektregulering udvikles i samspil med andre og kan læres. Det giver mulighed for udvikling. For mig er det afgørende at holde fast i, at der altid er mulighed for udvikling, når vi arbejder med mennesker.

 

Mentalisering - et hverdagseksempel

Om mentalisering i hverdagen. Sofie på otte år vil en almindelig tirsdag morgen ikke i skole. Hun nægter at tage sko på, da far beder hende om det, og hun siger “hold kæft” til sin lillebror. Far kan se, at han nok kommer for sent til dagens første møde. Han fortæller sig selv, at Sofies bedste veninde netop er gået ud af klassen, og at det nok er derfor, Sofie ikke vil i skole.

 

Far forsøger at forstå de mentale tilstande, der ligger bag Sofies adfærd. Han bruger sin evne til mentalisering. Han er opmærksom på, at han selv føler sig fortravlet og gerne vil uden af døren, hellere i god tid end to minutter for sent. At have fokus på både sine egne og datterens mentale tilstande hjælper ham til at regulere sine følelser og være mere tålmodig og rolig i forhold til at komme ud af døren. Sagt med andre ord: mentalisering hjælper far til at handle hensigtsmæssigt i denne situation.

Definition af mentalisering

Vi benytter os alle af, men for det meste gør vi det automatisk uden bevidsthed om, at vi mentaliserer. Mentalisering er at forstå andres og egen adfærd ud fra de mentale tilstande, der kan ligge bag. Mentale tilstande er blandt andet følelser, tanker, intentioner, ønsker, behov, antagelser mv.

 

Vi bruger vor evne til mentalisering, når vi er alene, og når vi interagerer med andre mennesker. Eksempelvis når andre handler på en måde, som ikke stemmer overens med ens egne ønsker, behov eller antagelser. Dette sker ofte. Når der opstår misforståelser eller konflikter, så mentaliserer man, når man overvejer og reflekterer over sine egne og den andens mentale tilstande i situationen. På den baggrund kan man handle mere konstruktivt, end hvis man udelukkende gør brug at automatiske antagelser om sig selv og andre.

En mentaliserende ægtemand

Et eksempel på mentalisering kan vedrøre, når konen virker mere kort for hovedet end normalt. Hun svarer kun kort og virker irritabel i sit tonefald. Manden lægger mærke til det og tænker ved sig selv: “Gad vide, hvad der er los? Har hun mon haft en dårlig dag på arbejdet? Er hun sur på mig? Måske er hun træt osv”. Med andre ord, bruger manden mentalisering til at forstå konen ud fra. Han forstår hendes adfærd ud fra de mentale tilstande, der kan ligge bag.

 

En væsentlig pointe er, at når han bruger mentalisering, så beskæftiger han sig med hvilke følelser, intentioner, tanker mv. konen kan have, men han definerer ikke hvilke mentale tilstande, der er på spil i hende. Et eksempel på at definere hendes mentale tilstande kunne være, hvis han umiddelbart tænkte ved sig selv “Hun er sur på mig. Jeg ved det. Der er ingen andre muligheder”. Det er muligt, at konen er sur på ham, men det er ikke sikkert. Det kan manden ikke vide, og mentalisering indebærer kontinuerlig nysgerrighed og opmærksomhed på mentale tilstande samt en erkendelse af, at mentale tilstande er ugennemsigte. Man kan ikke se mentale tilstande og dermed ikke med absolut vished vide, hvad der foregår i en andens sind.

Definitioner af mentalisering

Mentalisering er som nævnt ovenfor en mental aktivitet, der vedrører at opfatte og forstå egen og andres adfærd ud fra de mentale tilstande, der kan ligge bag. Mentale tilstande er følelser, tanker, intentioner, behov, ønsker mv.

 

Når ordet “kan” understreges i definitionen af mentalisering, så er det for at fremhæve, at vi ikke kan være helt sikre på, hvilken mental tilstand der ligger bag en given adfærd. Der findes også andre måder at beskrive mentalisering på, som kan være nemmere at huske på:

  • Mentalisering er at have sind på sinde.
  • Mentalisering er at se sig selv udefra og den anden indefra.
  • Mentalisering er at forstå misforståelser.
  • Mentalisering er en måde at være sammen på.

Empati og mentalisering

Til forskel fra empati så handler mentalisering også om ens egne mentale tilstande. I forlængelse af beskrivelsen med manden og konen ovenfor, så kan man forestille sig, at manden ikke mentaliserer konen, men også er opmærksom på sine egne følelser, tanker, intentioner mv. i situationen. “Jeg ville bare sidde og se lidt TV, nu skal jeg til at trøste hende, det har jeg ikke overskud til lige nu, puha jeg er træt osv.”

 

At manden også er bevidst om sine egne mentale tilstande kan være med til at skabe balance i hans opfattelse af situationen. Idet han gør brug af mentalisering (både ift sig selv og konen), forstår han også, at deres sind er adskilte. Der foregår noget forskelligt i deres hoveder, og det bliver nemmere for ham at holde fast i sig selv samtidig med, at han ser konens perspektiv.

Hvorfor er mentalisering vigtigt?

Mentalisering har betydning for samspillet mellem mennesker. Evnen til mentalisering er helt central, når vi indgår i relationer med andre. Når vi mentaliserer, kan vi bedre forstå og sætte os ind i hinandens mentale tilstande (herunder vore egne). Evnen til at mentalisering er en forudsætning for at have vedvarende meningsfulde relationer og en stabil selvfølelse. Ved at mentalisere ser man den andens perspektiv samtidigt med, at man holder fast i sig selv. Gennem mentalisering lærer man egne følelser og tanker at kende og forstår, at de er baggrunden for ens adfærd. Dette giver en fornemmelse af kontrol og selvbevidsthed. Derudover er mentalisering tæt forbundet med evnen til at regulere sine følelser.

 

Teori om mentalisering opstiller en teoretisk ramme om børns udvikling samt om konsekvenserne af traumer og omsorgssvigt for barnets udvikling. Endvidere rummer tilgangen en måde at forstå og behandle psykopatologi på.

Udvikling af mentalisering

Udvikling af evnen til mentalisering afhænger i høj grad af de tidlige følelsesmæssige samspil, som barnet har med sin mor (eller anden primær omsorgsperson). Her lærer barnet at regulere sine følelser, hvilket udvikles sideløbende med evnen til mentalisering. Spædbarnet fødes med forudsætningerne for at kunne udvikle evnen til at mentalisere, men evnen udvikles gennem det tidlige samspil med mor.

 

De spædbørn, der ikke bliver set som psykologiske væsener, med deres egne mentale tilstande og som ikke får hjælp til at regulere sine følelser, kan fremadrettet have vanskeligheder hermed. Omsorgssvigtede og traumatiserede børn og unge har ofte en skrøbelig mentaliseringsevne, men mentalisering kan læres. En af styrkerne ved den mentaliseringsbaserede tilgang er netop, at evnen til mentalisering kan udvikles i samspil med andre og dermed kan læres. Dette indebærer, at børn, unge og voksne mennesker, der endnu ikke har modtaget tilstrækkelige udviklingsfremmende samspil, kan lære det. Heraf udspringer mentaliseringsbaseret pædagogik.

Mentalisering mellem mor og barn - et eksempel

Kurt kommer nedtrykt hjem fra skole og fortæller sin mor, at han ikke vil til svømning i dag. Mors første indskydelse er, at Kurt bare forsøger at slippe for at komme til svømning på samme måde som, når han ikke vil lave sine lektier. Mor kan mærke, at hun bliver frustreret. Det er vigtigt for hende, at Kurt lærer at svømme. Kurt ved godt, at han hver onsdag skal til svømning, men i dag vil han virkelig gerne blive hjemme. Mor overvejer andre forklaringer på, hvorfor Kurt ikke vil af sted. Hun tænker, at det kan være fordi, hun de sidste dage har været væk på forretningsrejse. Måske har han savnet hende og vil gerne være sammen efter nogle dage væk fra hende. Mor bruger her sin evne til mentalisering.

 

Ud fra disse refleksioner over, hvilke mentale tilstande, der ligger bag Kurts adfærd, så spørger mor ham, hvordan det kan være, at han ikke vil til svømning. Kurt kan ikke rigtig forklare sig og siger, at det har han bare ikke lyst til. Han siger også, at han gerne vil være sammen med hende. Mor lytter og de bliver enige om, at Kurt tager til svømning, og at mor bliver og ser ham svømme i stedet for at gå, som hun plejer.

 

Mor mentaliserer i situationen både i forhold til sine egne mentale tilstande, og hvad der mon er på spil i Kurt. Dette bevirker, at hun kan tilbyde Kurt et mentaliserende samspil kendetegnet ved, at hun ikke reagerer direkte på adfærden, men forsøger at finde ud af, hvad der ligger bag. Idet mor ser Kurts mentale tilstande og spejler dem tilbage til Kurt, så bliver det muligt for Kurt at begynde at forstå sig selv. Han ser sig selv i den måde, mor ser ham på.

Ikke-mentalisering mellem mor og barn - et eksempel

Omvendt i et ikke-mentaliserende samspil kunne mor have overset, at Kurt har brug for at være sammen med hende. I øjeblikket bliver mor frustreret over, at Kurt ikke vil til svømning og tænker ikke videre over hvorfor. Derfor får hun ikke spurgt ind til Kurts grunde til at blive hjemme fra svømning. Mor tænker, at svømning bør forløbe som planlagt, og siger bestemt, at nu må han stoppe, han SKAL til svømning, og hun vil ikke tale mere om det. Da hun har afleveret Kurt til svømning, tager hun af sted som sædvanlig.

 

Mor reagerer i dette eksempel på Kurts adfærd uden at udforske, hvad der ligger til grund for denne. Mor får dermed ikke tilbudt Kurt et samspil kendetegnet ved mentalisering, og Kurt bliver ikke set, hørt eller forstået. I et mentaliserende samspil holder den voksne fast i normer og rammer (man skal til svømning, når man går til det) samtidig med, at den voksne tager barnets mentale tilstande alvorligt. Normer og rammer er ikke rigide men fleksible og kan bøjes lidt, når det er hensigtsmæssigt (f.eks. ved, at mor bliver og ser Kurt svømme).

Mentaliseringssvigt

Når vi har højintense følelser kan vi opleve mentaliseringssvigt. Når den følelsesmæssige intensitet er høj, er evnen til mentalisering hæmmet og kan helt svigte. Mennesker varerier ift, hvor deres tærskel for mentaliseringssvigt er. Nogle mennesker har en lav tærskel, og andre en højere tærskel. Der findes tre forskellige former for mentaliseringssvigt.

 

De tre former for mentaliseringssvigt kaldes også præmentaliserende modi. Disse modu er måder at tænke og interagere på som udviklingsmæssigt går forud for mentalisering. Jeg vil nu kort beskrive de tre former for mentaliseringssvigt:

  • Psykisk ækvivalens modus: Når verden opleves i psykisk ævivalens, så sættes der lighedstegn mellem den ydre og den indre verden; mellem virkeligheden og mentale tilstande. Det, der foregår indeni mit sind, er virkeligheden. Det, jeg føler og tænker, er virkeligheden; det er sådan det er. Eksempler på psykisk ækvivalens er drømme, posttraumatiske flashbacks og paranoide vrangforestillinger. Også konkret tænkning kan være tegn på psykisk ækvivalens på den vis at det, personen tænker, er den konkrete virkelighed. F.eks. ”Hvis jeg tænker, du ikke kan lide mig, så kan du ikke lide mig”. I psykisk ækvivalens er andre perspektiver ikke tilgængelige. Der er ikke andre måder at se det på.
  • Forestillingsmodus: I forestillingsmodus er der for stor afstand mellem de mentale tilstande og virkeligheden. I modsætning til i psykisk ækvivalens er mentale tilstande således frakoblet virkeligheden, men de mentale tilstande er ikke relateret til virkeligheden på en fleksibel måde. Der er for lidt kontakt mellem mentale tilstande og virkeligheden. Et typisk tegn på forestillingsmodus er, at der mangler følelsesmæssig bund i det, der tales om. Forestillingsmodus kan opleves som en pladespiller, der sættes i gang eller som papegøjesnak.
  • Teleologisk modus: Teleologisk modus er kendetegnet ve,d at det for personen kun er det fysiske, der tæller. Kun fysiske tegn på andres mentale tilstande tages for gode varer som udtryk for vedkommendes mentale tilstande. Kun det, som er i den fysiske verden, gælder og tæller. F.eks. “du ringede ikke til mig, som du sagde, du ville, så du kan ikke lide mig”.

Det er relevant at være opmærksom på mentaliseringssvigt hos både sig selv og andre.

Ikke-mentalisering

Der skelnes mellem flere former for ikke-mentalisering, som det kan være relevant at være opmærksom på både hos sig selv og andre.

 

  • Pseudomentalisering: Pseudomentalisering er at udtrykke absolut vished om mentale tilstande uden at erkende at mentale tilstande er ugennemsigtige. At mentale tilstande ikke kan ses og at man ikke med sikkerhed kan vide hvilke mentale tilstande, der ligger bag en given adfærd. Der findes flere typer af pseudomentalisering, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her.
  • Misbrug af mentalisering: Misbrug af mentalisering indebærer en vis forståelse for mentale tilstande, men måden denne forståelse bruges på, er skadelig for den anden. Denne form for ikke-mentalisering ses ofte ved fordrejning af andres følelser for at værne om egne interesser og ved kognitiv empatisk forståelse (jeg forstår du har følelser) uden affektiv empati (jeg kan ikke dele den følelse, du oplever med dig).

Fire dimensioner ved mentalisering

Mentalisering indeholder fire dimensioner. Overordnet kan man sige, at det er væsentligt, at der er balance på mentaliseringens fire dimensioner hos det enkelte individ. F.eks. er mentalisering kendetegnet ved, at man både er opmærksom på egne og andres mentale tilstande.

 

Automatisk/implicit———-Kontrolleret/eksplicit

Selv———-Anden

Kognitiv———-Affektiv

Indre———-Ydre

  • Automatisk mentalisering/implicit mentalisering: Automatisk mentalisering er kendetegnet ved hurtig bearbejdning, og at denne form for mentalisering overvejende foregår ikke-bevidst.
  • Kontrolleret mentalisering/explicit mentalisering: Kontrolleret mentalisering er en relativt langsom proces, der kræver sprog, refleksion, og at personen gør en aktiv mental indsats.
  • Selv: Fokus på ens egne mentale tilstande.
  • Anden: Fokus på den andens mentale tilstande.
  • Kognitiv: Fokus på tanker, antagelser, mål og andre kognitive mentale tilstande.
  • Affektiv: Fokus på følelser, ønsker, behov og andre affektive mentale tilstande.
  • Indre: Mentaliseringens aktuelle fokus er på indre tilstande hos sig selv eller den anden, f.eks. fornemmelser i kroppen, tanker, følelser mv.
  • Ydre: Mentaliseringens aktuelle fokus er på ydre forhold, f.eks. ansigtsudtryk, nonverbalt kropssprog mv. Hvis du vil vide mere om mentalisering se: Udgivelser

Foruden ovenstående er det også centralt at skelne mellem verbal båret mentalisering og kropslig mentalisering.