Refleksiv funktion og evne til mentalisering – hvad er det?

I forbindelse med vurdering af mentaliseringsevne anvendes ordet refleksiv funktion. Af nogle bruges ordet refleksiv funktion synonymt med mentaliseringsevne. Andre beskriver refleksiv funktion som det aktive udtryk for den bagvedliggende evne til at mentalisere. Refleksiv funktion kan ses som en operationalisering af mentaliseringsevne. Det vil sige, at det er en måde at beskrive mentaliseringsevne på, som gør begrebet målbart (Fonagy et al., 1998; Karterud & Bateman, 2010; Target et al., 2001). Her bruges begreberne mentaliseringsevne og refleksiv funktion synonymt. En nuancering af dette er, at refleksiv funktion er funderet i tilknytningsrelationer og alene kan vurderes ud fra personens forståelse af sig selv i relation til betydningsfulde andre. Fonagy & Target (2005) skriver f.eks.: “reflective function is mentalization measured in the context of attachment”.

Evnen til at mentalisere udvikles livet igennem og opnås aldrig fuldt. Det vil sige, at mentaliseringsevnen ikke kan opretholdes i samtlige situationer i ens liv. Nogle mennesker er generelt set bedre til at mentalisere end andre. Der er således individuelle forskelle i evnen til at forstå sig selv og andre ud fra mentale tilstande og at reflektere over disse. Refleksiv funktion er en evne, som hos den enkelte person kan være mere eller mindre veludviklet. Refleksiv funktion foregår automatisk og kommer til udtryk i personens forståelse af adfærd -både egen og tilknytningpersoners. På denne vis er mentalisering en intrapersonel evne. Det er en evne i den enkelte person. Hvor veludviklet den enkeltes mentaliseringsevne er, har bl.a. betydning for, hvordan personen oplever sin indre mentale verden, og hvordan personen agerer i samspil med betydningsfulde andre.

Samtidig er evnen til at mentalisere kontekstafhængig. Det vil sige, at personens evne til at mentalisere kan variere fra en kontekst til en anden. På arbejdet mentaliserer forælderen måske bedre end i hjemmet. I nogle sammenhænge er vedkommende mere følelsesmæssigt påvirkelig og presset end i andre, hvilket vil afspejle sig i personens evne til at mentalisere. Ligeledes kan ens evne til at mentalisere være hæmmet i særligt stressfyldte perioder af ens liv, i krisesituationer mm (Nolte et al., 2013). I forlængelse heraf er evnen til at mentalisere muligvis også relationsspecifik (Luyten, et al., 2012; Taubner et al., 2013). Den omtalte forælder mentaliserer måske bedre i forhold til sin kollega end i forhold til sin partner. Evnen til at mentalisere kan være påvirket af den specifikke relation, hvor mentaliseringen foregår.

En undersøgelse peger bl.a. på, at unge i den tidlige ungdom havde mere forvrænget mentalisering og lavere mentaliseringsniveau i forhold til lærere, de ikke kunne lide, end lærere de kunne lide (O´Connor & Hirsch, 1999). Resultaterne fra undersøgelsen indikerer, at den følelsesmæssige kvalitet ved en relation påvirker personernes evne til at mentalisere i relationen. I konfliktfyldte relationer præget af negative følelser vil mentaliseringen være mere forvrænget og kendetegnet ved, at den anden tillægges negative intentioner mm. I en positiv sund relation derimod vil mentaliseringen muligvis være mere afbalanceret.

At mentalisering både er en intraindividuel evne og kan være relationsspecifik komplicerer vurderingen af en persons evne til mentalisering. Det er vigtigt, at man som professionel forstår dette og tager højde herfor i udførelse af sin vurdering. Vurdering af mentaliseringsevne bør derfor optimalt set indeholde en generel vurdering af mentaliseringsniveauet på tværs af kontekster og relationer, og man bør være opmærksom på, hvad de redskaber man anvender, mere præcist måler (personens måde at forholde sig til og forstå sin opvækst og relation til de primære omsorgsgivere, personens evne til at mentalisere ift. et bestemt barn, personens evne til at mentalisere en ukendt 3. person, personens mentalisering af sine panikangstanfald osv.). For at kunne vurdere den enkeltes generelle mentaliseringsniveau, er det nødvendigt at anvende flere redskaber og som minimum at udføre et klinisk interview.

Ved vurdering af mentaliseringsevne er der flere forhold og aspekter, som bør belyses. Nedenfor ses en model, der tilstræber at give et overblik over disse forhold. Hvis du vil vide mere om, hvordan refleksiv funktion måles se her: Vurdering af mentaliseringsevne.

 

Mentaliseringsevne_og_refleksiv_funktion

Forældrenes refleksive funktion og barnets udvikling af mentaliseringsevne

Refleksiv funktion er beslægtet med en række andre begreber, herunder “mind-mindedness”, forælderens sensitivitet og meta-emotionel filosofi. Sharp & Fonagy (2008) argumenterer for, at samtlige begreber vedrører det samme bagvedliggende socialkognitive system. Refleksiv funktion er beskrevet som “the missing gap”, der forklarer den positive sammenhæng mellem forælderens sensitivitet ift. barnet, og at der etableres en tryg tilknytningsstil mellem barn og forælder (se f.eks. Fonagy & Target, 2005). Forskning peger således på, at der er en positiv sammenhæng mellem forældrenes mentaliseringsevne, og at der skabes en sikker tilknytning mellem forælder og barn (Fonagy et al., 1991; Kelly et al., 2005; Stacks et al, 2014). Forældrenes evne til at mentalisere påvirker deres adfærd overfor barnet, som har direkte betydning for barnets tilknytningsstil. Et væsentligt aspekt i dennes sammenhæng er forældrenes evne til at skelne mellem egne følelsesmæssige reaktioner og babyens. Samt at reflektere over babyens unikke subjektive intentioner i situationer, der involverer konflikter og stress. En hovedpointe er, at det ikke er forældrenes følsomhed i forhold til babyen i sig selv, men nærmere forældrenes evne til regulere babyens følelser ved høj følelsesmæssig intensitet, der er af størst betydning for tilknytningsstilen. Nærmere bestemt forældrenes adfærd, når babyen oplever ubehag og negative følelser.

Foruden forældrenes refleksive funktion er der også mere implicitte, non-verbale, kropslige aspekter ved mentaliseringsevne. Disse aspekter kan måles ved brug af metoden Parental Embodied Mentalizing (PEM), som er en observationsmetode til vurdering af i hvilken grad, forælderen implicit forstår og aflæser barnets mentale tilstande ud fra barnets kropsbevægelser, og i hvilken grad forælderen tilpasser sine egne kropsbevægelser hertil (Shai & Belsky, 2011).

Udvikling af evnen til at mentalisere afhænger i høj grad af de tidlige følelsesmæssige samspil, som barnet har med sin mor (eller anden primær omsorgsperson). Her lærer barnet at regulere sine følelser, hvilket udvikles sideløbende med evnen til at mentalisere. Spædbarnet fødes med forudsætningerne for at kunne udvikle evnen til at mentalisere, men evnen udvikles gennem det tidlige samspil med mor og andre omsorgsgivere. De spædbørn, der ikke bliver set som psykologiske væsener, med deres egne mentale tilstande og som ikke får hjælp til at regulere sine følelser, kan fremadrettet have vanskeligheder hermed. Den måde forældrene mentaliserer i forhold til barnet, påvirker barnets selvudvikling. Når forældrene mentaliserer i forhold til barnet, gætter de på og er optagede af, hvad der foregår inde i barnet. I den proces begynder barnet at opleve sig selv som en nogen, der har bestemte træk og egenskaber. Barnet bliver så at sige det, forældrene ser i det. Også i ungdommen har forældrenes evne til at forstå den unge ud fra mentale tilstande betydning for den unges udvikling og tilpasning (Benbassat & Priel, 2012). Samlende kan det siges, at barnets evne til at mentalisere udvikles i barnets tilknytningsforhold til de primære omsorgsgivere, og mentaliseringsevnen bliver ved med at være tæt bundet til tilknytningsforhold.

Flere artikler fra samme kategori
Indlæg om mentalisering
Typiske misforståelser af selvskadende adfærd -Om at fastholde og genvinde sin evne til at mentalisere

Denne artikel giver et kortfattet indblik i den mentaliseringsbaserede forståelse af selvskadende adfærd. Ud af denne forståelse udspringer metodiske principper for, hvordan man som professionel bedst håndterer selvskadende adfærd.

Læs mere
Indlæg om mentalisering
Mentalisering af dit barn –til forældre med interesse for mentalisering

Dette indlæg beskriver kort hvordan og hvornår, du som forælder, mentaliserer ift. dit barn. Der gives konkrete eksempler, og det begrundes, hvorfor mentalisering er så vigtigt. Endelig opfordres du til at lave en konkret øvelse, som skærper din opmærksomhed på dine egne og dit barns følelser.

Læs mere
Indlæg om mentalisering
Mentalisering til arbejdet med inklusion af børn med særlige behov i skolen

Mentalisering er et begreb, som aktuelt er meget populært i pædagogisk og social praksis. En mentaliserende tilgang kan bruges i dagtilbud for mindre børn for at facilitere børnenes udvikling og læring. Derudover understøtter tilgangen trivsel både hos børnene og de profesionelle. At de voksne mentaliserer, er grobunden for tryghed og tillid.

Læs mere
Indlæg om mentalisering
Mentalisering og ICS

Integrated Children´s System (ICS) er en metode, som oprindeligt blev udviklet i England med henblik på at optimere indsatser rettet mod udsatte børn og unge (særligt anbringelser af børn og unge udenfor hjemmet).

Læs mere
Indlæg om mentalisering
Mentaliseringsbaseret pædagogik

Mentaliseringsbaseret pædagogik kan anvendes i almene pædagogiske sammenhænge (såsom i daginstitutioner, fritidsklubber mv) med henblik på at optimere børnenes/de unges muligheder for udvikling og trivsel samt for at skabe et sundt arbejdsmiljø for personalet.

Læs mere
Indlæg om mentalisering
Mentalisering i behandling af skadelig alkohol- og stofbrug

I dette indlæg beskrives dele af baggrunden for at beskæftige sig med mentalisering i behandling af mennesker med et skadeligt forbrug af rusmidler.

Læs mere